Fever-Tree Gin & Tonic Festival 2020 aflyses pga. COVID-19

Regeringen har meddelt, at det til og med august ikke er tilladt at gennemføre store arrangementer. Forbuddet gælder også Fever-Tree Gin & Tonic Festival, som derfor aflyses.

Der bliver desværre ingen Fever-Tree Gin & Tonic Festival i år. Som følge af udbruddet af corona-virus er forbuddet mod afholdelse af store arrangementer forlænget sommeren over.

Vi er selvfølgeligt rigtigt kede af det, da vi havde glædet os til endnu en fantastisk udendørs G&T-havefestival med alle jer skønne G&T-lovers!

Vi har arbejdet hårdt på nye koncepter, endnu flere gin-mærker og masterclasses, hemmelige barer samt smukke og hyggelige udendørsområder. Vi ved, at forventningerne fra jer også har været tårnhøje. Sammen har vi krydset fingre og holdt vejret i forhåbning om, at udviklingen ville være positiv, og at genåbningen af Danmark ville gå stærkt nok til, at vi kunne mødes til sommer for at fejre verdens bedste drink. Sådan blev det ikke.

Afholdelse af den fjerde Fever-Tree Gin & Tonic Festival må derfor vente til næste år, hvor vi vender stærkt tibage! Vi håber derfor, at I allerede nu vil notere jer den sidste weekend i august 2021 😉

Har du købt billet til festivalen i 2020, vil du få ALLE dine penge tilbage (inkl billetgebyr, det er på vores regning) igennem billetportalen, Billetto. Dette vil ske helt automatisk, og du behøver ikke foretage dig noget.

Tak for jeres støtte og kærlighed. Pas godt på jer selv og hinanden!

Har du spørgsmål, så står vi klar til at svare på spørgsmål via vores Facebook eller Instagram.